Kim Michael Ladegaard Schrewelius
f. 1963 som den yngste af fem.
Jeg voksede op på den københavnske vestegn. Jeg flyttede til København i 1985.
Jeg har siden barndommen altid haft en enorm lyst til at fortælle historier. Jeg brugte utroligt mange timer på værelset med at fylde det ene kladdehæfte efter det andet med en livlig fantasi, men det var først i København, det for alvorlig tog fart med skriveriet. Jeg skrev på livet løs, mens jeg passede mit arbejde. Jeg fik trykt adskillelige hæfter med digte, som jeg solgte billigt til venner og familier.
I 1993 læste jeg HF, og på det tidspunkt havde jeg skrevet så meget materiale, at jeg forsøgte at sende noget til forskellige forlag.
I 1995 blev jeg udgivet på et forlag første gang. Det er 30 år siden i år.
Gennem årene har jeg læst og arbejdet i flere forskellige brancher, men der var kun en ting der rigtig satte sig fast. Det var, hvis jeg kunne sidde hjemme og skrive.
Fra 2007 til 2008 gik jeg på handelsskole og lærte en masse. Jeg fik ikke den uddannelse, jeg gerne ville have, men det jeg lærte, brugte og bruger jeg stadig, når jeg skriver. Jeg har således også gået på sosu skole i 2016. Det var en god tid, men hvor var det, jeg havde det bedst? Hjemme foran skærmen.
Jeg har fået udgivet og selv udgivet en stribe bøger efterhånden.
Jeg har taget skrivekurser og har til tider fået hjælp fra andre forfattere.
Jeg stræber efter og har altid stræbt efter at skrive det bedste, jeg kan. Det stopper jeg aldrig nogensinde med. Så hvem er det, jeg er? Det er præcis, den jeg er.
Jonna Ladegaard Schrewelius
f. 1965 som den yngste af fem.
Jeg voksede op i Herning. Jeg tog grundskolen med 10. klasse. I min fritid opholdt jeg mig meget på det lokale bibliotek, hvor jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af.
Efter endt grundskole tog jeg et år i huset i Gilleleje. Langt væk fra det midtjyske. Efter det år vendte jeg tilbage og læste HF. Derefter flyttede jeg til Hillerød, hvor jeg fik mine tre børn, tog min lærereksamen med linjefagene dansk og håndarbejde.
Min interesse for fordybelse og nysgerrighed for mere viden, har altid drevet mig. I mit arbejde som lærer dygtiggjorde jeg mig indenfor det at knække læsekoden og børn med indlæringsvanskeligheder og udfordringer med social integration. Derfor tog jeg for 10 år siden et diplom i special pædagogik med speciale i inklusion og evaluering.
I dag arbejder jeg som pårørendementor i psykiatrien og som mentor for børn og unge med indlæringsvanskeligheder og udfordringer med sociale relationer.
Ved siden af mit daglige arbejde i psykiatrien er jeg begyndt med at tilbyde private samtaler. Du kan finde min hjemmeside her: www.densvaeresamtale.dk
Så, hvem er vi?
Tilsammen har vi et samarbejde, der styrker sig i vores fælles interesse i at se ind i menneskets historie. Hvem er de? Hvor kommer de fra, og hvad har de med sig?
Vores første rigtige samarbejde kan læses i Kims bog, "Konsekvens," hvor vi gik helt ind i hovedpersonernes indre og læste deres tanker.
Vi mener, vi kan noget sammen, og det bør kunne læses i vores første fælles roman, som vi arbejder ihærdigt på. En roman der kommer til at hedde, "Jeg hedder Victoria Vest." Den bog kommer til at handle om et menneskes rejse gennem livet. Hvem er hun? Hvad vil hun og hvad har hun med hjemmefra? Hendes egen forankring.
At Kim kan skrive, er ikke nogen hemmelig mere, men man kan stå med en lille gryde, der udgør en idé. Du kan bare ikke færdiggøre en spiselig ret, hvis man ikke har de rigtige ingredienser. Sådan har det også fungeret med "Victoria Vest."
En lille idé der kun voksede, efter vi begyndte vores samarbejde. Vi bruger og har brugt utroligt mange timer på at sætte historien op. Den ene er ikke mere vigtig end den anden.
Kim skriver, mens Jonna retter til. Derudover har vi haft en masse samtaler dag og nat, for at kunne sætte historien rigtigt op.
At gå fra en idé er ikke bare noget, der sker på ingen tid. Vi sad i et sommerhus i Hvide Sande og talte om det. Så kom der små post-it-sedler på bordet. Idéen voksede og til sidst, var der fyldt op på spisebordet med små sedler. Til langt ud på natten mens resten af området var gået til, ro sad vi og rørte rundt i gryden, til vi nærmest dejsede om af træthed. Fingrene på tasterne og nye idéer. Omskrivning og flere input. På den måde var det nyt for os begge to. Det er lærerigt, og man bliver udfordret.
Så det er dem, vi er, når vi arbejder sammen.